Går for tiden og tænker lidt på emnet, Mennesket skabelse med både Ånd, sjæl og legeme. Fantastisk stort at Gud har taget bolig i vores Ånd. Himmelens himle kan ikke rumme Gud men det kan det genfødte menneskets Ånd! At vi kan sige "Ske din vilje Gud", og ikke lade vores egenrådige sjæl tage styringen. Det er helliggørelse. Nedenståene artikel beskriver glimrende vigtigheden i dette.
Af Jessie Penn-Lewis.
Som det er paapeget i Begyndelsen af Bogen her, er forklaringen over Sjælens Væsen og dens Forhold til Aanden og til Le gemet meget tydelig. Der siges: »Mennesket bestaar af 1) Aand, 2) Sjæl og 3) Legeme.
1) Aanden er Sædet for vor Gudbevidsthed, 2) Sjælen for vor Selvbevidsthed (Jeg'ets Tilværelsesbevidsthed) og 3) Legemet for vor Verdensbevidsthed.
I Aanden (den Troendes) bor Gud (Johs. 14,23). I Sjælen bor Selvet (Menneske Personlighed) (Matth. 10, 28). I Legemet bor Sanserne. (Rom. 8, 5-8).
Forskellen mellem Sjæl og Aand kan ikke tages alvorligt nok, thi det er Uklarheden paa dette Punkt, der gør det muligt for den Onde at vildlede mange Guds Børn.
Der findes Steder i Skriften, der tilsyneladende fremstiller »Sjæl« og »Aand« som et og det samme, men et nøjere Studium af Sammenhængen, samt Kendskab til kristne Erfaringer vil forklare Udtrykkene for den Tro ende, hvis Liv er naaet op imod Kristi Fyldes Alders Maal. En saadans Sjæl bliver gennemtrængt af Aanden, saa at de praktisk talt bliver eet.
»Gud er Aand! De, som tilbeder ham, maa tilbede i Aand...« sagde vor Frelser. Hvert Menneske har en Aand, selv om den er skilt fra Gud ved Faldet. Det er denne Aand, som ved Guds Ords Lys bliver antændt af Guds Aand og genfødt til Kristi Liv, saa Mennesket bliver »en ny Skabning«, »født paa ny« (Joh. 3, 3). Der er saaledes ikke i Menneskenaturen efter Faldet nogen »guddommelig Gnist«, men der er en falden Aand, skilt fra Gud, en Aand, som behøver en ny Fødsel for at kunne »leve for Gud«.
Dette er Kærnepunktet og af langt større Vigtighed end den akademiske Oplysning. Faldet og Nødvendig heden af en ny Fødsel gennem Jesu stedfortrædende Død kan aldrig blive et Spørgsmaal om »Synspunkter«, om hvilke man kan have »forskellige Meninger«. Enten er man født paa ny og har »Livet« i Gud, eller man er »død« i Vantro. Derfor sætter den Onde netop her alle Anstrengelser ind paa at bevare sin Indflydelse, og her er det, at de forskellige religiøse Retninger skiller sig.
Dr. Murray skriver: »Sjælen er Sædet for vor Selvbevidsthed. Den omfatter vore moralske og intellektuelle Evner, ogsaa Selvfølelse, Selvbestemmelse, Sind og Vilje. Adams Fald skete derved, at hans Sjæl eller »Jeg« skulde afgøre, om det vilde underordne sig Aanden og gennem den blive bundet til Gud og Hans Vilje, eller om hans Sjæl og Jeg vilde underordne sig Le gemet og give efter for det synliges Til lokkelser. Adams Sjæl forka stede Aandens Herredømme og blev Legemets Slave. Der for hed det om Mennesket, at det er »Kød« (1. Mos. 6, 3) og alle Sjælens Egenskaber er kødelige og beherskes af »Kødet«. 1. (Rom. 8, 7).
Dette kaster Lys over Spørgsmaalet »Hvad er Sjælskræfter?« Udvikling og Brug af Sjælskræfter er med andre Ord Udvik ling og Brug af alle Sjælens Evner i dens faldne Tilstand, uden Forbindelse med Gud, selv om det kan have Udseende af, at Kræfterne er fra Gud og i Hans Tjeneste. Virkelig aandelige Kristne maa mærke sig dette, thi Sjælskræfter har deres Udspring i Sjæ len, d. e. Selvet, og ikke i Aanden, hvilken hos de Troende er den Hellige Aands Bolig, og Gud udfører ikke sine Hensigter igennem disse, selv om Han bruger et indviet Menneskes Sjælsevner som Redskaber, hvorved Han aabenbarer sin guddomme lige Kraft i den Troendes Liv.
Murray siger: »Den største Fare, der truer Menig heden, saavelsom det enkelte Guds Barn, er Sjælens ubundne Virksomhed med dens Forstands- og Viljes kræfter; thi hos de fleste har Sjælelivet saa længe været det herskende, at de endog efter at have indviet deres Liv til Kristus, mener, at de selv maa virke for at føre deres Indvielse ud i Livet. Saa mægtigt og saa dybt skjult er dette »Jeg«, at selv naar Guds Børn lærer at tjene Gud, vil Kødet bestandig hævde sin Ret og vægre sig ved at lade Aanden re gere alene. Menneskets egne Anstrengelser vil kun hindre og kvæle Aanden. Det, som er begyndt i Aanden, kan let ende i »Kødet«.
Af Jessie Penn-Lewis.
Som det er paapeget i Begyndelsen af Bogen her, er forklaringen over Sjælens Væsen og dens Forhold til Aanden og til Le gemet meget tydelig. Der siges: »Mennesket bestaar af 1) Aand, 2) Sjæl og 3) Legeme.
1) Aanden er Sædet for vor Gudbevidsthed, 2) Sjælen for vor Selvbevidsthed (Jeg'ets Tilværelsesbevidsthed) og 3) Legemet for vor Verdensbevidsthed.
I Aanden (den Troendes) bor Gud (Johs. 14,23). I Sjælen bor Selvet (Menneske Personlighed) (Matth. 10, 28). I Legemet bor Sanserne. (Rom. 8, 5-8).
Forskellen mellem Sjæl og Aand kan ikke tages alvorligt nok, thi det er Uklarheden paa dette Punkt, der gør det muligt for den Onde at vildlede mange Guds Børn.
Der findes Steder i Skriften, der tilsyneladende fremstiller »Sjæl« og »Aand« som et og det samme, men et nøjere Studium af Sammenhængen, samt Kendskab til kristne Erfaringer vil forklare Udtrykkene for den Tro ende, hvis Liv er naaet op imod Kristi Fyldes Alders Maal. En saadans Sjæl bliver gennemtrængt af Aanden, saa at de praktisk talt bliver eet.
»Gud er Aand! De, som tilbeder ham, maa tilbede i Aand...« sagde vor Frelser. Hvert Menneske har en Aand, selv om den er skilt fra Gud ved Faldet. Det er denne Aand, som ved Guds Ords Lys bliver antændt af Guds Aand og genfødt til Kristi Liv, saa Mennesket bliver »en ny Skabning«, »født paa ny« (Joh. 3, 3). Der er saaledes ikke i Menneskenaturen efter Faldet nogen »guddommelig Gnist«, men der er en falden Aand, skilt fra Gud, en Aand, som behøver en ny Fødsel for at kunne »leve for Gud«.
Dette er Kærnepunktet og af langt større Vigtighed end den akademiske Oplysning. Faldet og Nødvendig heden af en ny Fødsel gennem Jesu stedfortrædende Død kan aldrig blive et Spørgsmaal om »Synspunkter«, om hvilke man kan have »forskellige Meninger«. Enten er man født paa ny og har »Livet« i Gud, eller man er »død« i Vantro. Derfor sætter den Onde netop her alle Anstrengelser ind paa at bevare sin Indflydelse, og her er det, at de forskellige religiøse Retninger skiller sig.
Dr. Murray skriver: »Sjælen er Sædet for vor Selvbevidsthed. Den omfatter vore moralske og intellektuelle Evner, ogsaa Selvfølelse, Selvbestemmelse, Sind og Vilje. Adams Fald skete derved, at hans Sjæl eller »Jeg« skulde afgøre, om det vilde underordne sig Aanden og gennem den blive bundet til Gud og Hans Vilje, eller om hans Sjæl og Jeg vilde underordne sig Le gemet og give efter for det synliges Til lokkelser. Adams Sjæl forka stede Aandens Herredømme og blev Legemets Slave. Der for hed det om Mennesket, at det er »Kød« (1. Mos. 6, 3) og alle Sjælens Egenskaber er kødelige og beherskes af »Kødet«. 1. (Rom. 8, 7).
Dette kaster Lys over Spørgsmaalet »Hvad er Sjælskræfter?« Udvikling og Brug af Sjælskræfter er med andre Ord Udvik ling og Brug af alle Sjælens Evner i dens faldne Tilstand, uden Forbindelse med Gud, selv om det kan have Udseende af, at Kræfterne er fra Gud og i Hans Tjeneste. Virkelig aandelige Kristne maa mærke sig dette, thi Sjælskræfter har deres Udspring i Sjæ len, d. e. Selvet, og ikke i Aanden, hvilken hos de Troende er den Hellige Aands Bolig, og Gud udfører ikke sine Hensigter igennem disse, selv om Han bruger et indviet Menneskes Sjælsevner som Redskaber, hvorved Han aabenbarer sin guddomme lige Kraft i den Troendes Liv.
Murray siger: »Den største Fare, der truer Menig heden, saavelsom det enkelte Guds Barn, er Sjælens ubundne Virksomhed med dens Forstands- og Viljes kræfter; thi hos de fleste har Sjælelivet saa længe været det herskende, at de endog efter at have indviet deres Liv til Kristus, mener, at de selv maa virke for at føre deres Indvielse ud i Livet. Saa mægtigt og saa dybt skjult er dette »Jeg«, at selv naar Guds Børn lærer at tjene Gud, vil Kødet bestandig hævde sin Ret og vægre sig ved at lade Aanden re gere alene. Menneskets egne Anstrengelser vil kun hindre og kvæle Aanden. Det, som er begyndt i Aanden, kan let ende i »Kødet«.
